Fra fortid til fremtid – rundvisning på Badeanstalten Spanien
Badeanstaltens Spanien står i år over for en gennemgribende renovering. Det betyder, at badeanstalten er lukket fra og med 6. april 2010 til 1. marts 2011.
Der er tale om en længere byggeperiode end oprindelig forventet, da det både har vist sig muligt at få renoveret omklædningsetagerne samt bygge ny kurbadsafdeling på 3. sal.
For at give interesserede borgere og pressen en mulighed for indsigt i det kommende projekt og fremtidens badeanstalt, inviterer vi alle interesserede til en vandring gennem historie og badeanstalt – en historisk vandring ind i fremtiden.
Dato for rundvisning i Badeanstalten Spanien:
- Tirsdag d. 2. marts 2010 kl. 17.00
- Onsdag d. 3. marts 2010 kl. 13.00
- Torsdag d. 4. marts 2010 kl. 10.00
Rundvisningerne er af 1 times varighed og deltagelsen er gratis, men da antallet af pladser er begrænsede, skal tilmelding ske til billetkontoret i Badeanstalten Spanien.
”Jeg glæder mig til at vise både gæster og kommende gæster rundt i det spændende hus og løfte badehåndklædet for fremtidens badeanstalt,” udtaler Mikkel Bendixen, daglig leder i Badeanstalten Spanien.
Gennem rundvisning i huset og dets historie vil daglig leder Mikkel Bendixen og oplevelsesleder Anders Seneca Dall, give borgerne en indføring i fremtidens badeanstalt. De vil bevæge sig op gennem huset og ende på 3. salen, hvor en beskrivelse af det nye, der er på vej, vil finde sted.
”Vi ønsker ad denne vej en direkte dialog med badeanstaltens gæster og andre interesserede. Badeanstalten står overfor en fantastisk forvandling, med respekt for det bestående, og vi håber med rundvisningerne at give interesserede blik for husets fortidige og fremtidige historie,” udtaler oplevelsesleder, Anders Seneca Dall.
Velvære til alle byens borgere
Fremover vil Badeanstalten Spanien være et velvære-tilbud til alle byens borgere uanset alder og køn.Øverst på formularen
Kurbadsområde på 3. sal skal indrettes med kurbade, sauna, dampbade og børnebade. I tilknytning til kurbadet indrettes der, i de tidligere massageafsnit, en træningssal. På 1. og 2. sal vil der fortsat udelukkende være omklædningsfaciliteter.
”Vi har en klar intention om at gøre badeanstaltens tilbud så bredtfavnende og tidssvarende med udgangspunkt i tradition og stedets stolte historie. Der er tale om mere tidssvarende rammer, som imødekommer de ønsker, der i dag er til en moderne familievenlig badeanstalt,” udtaler Mikkel Bendixen, dagligleder i Badeanstalten Spanien.
Udover etablering af kurbad og renovering af omklædningsfaciliteterne vil en stor del af renoveringsarbejdet også omfatte facaderenovering, renovering af tag samt tekniske installationer.
Da det er nødvendigt at lukke badet for en periode, mens det udvendige og indvendige moderniseringsarbejde pågår, betyder det, at gæster vil være henvist til at benytte kommunens andre svømmebade med offentlig åbningstid – Gellerupbadet, Lyseng Svømmebad og Århus Svømmestadion. Læs mere om svømmebadene på www.vigirbyenpuls.dk
Der vil i ombygningsperioden blive etableret midlertidige badeforhold for brugerne af SATS, så de kan fungere i hele ombygningsperioden.
Historie
Badeanstalten Spanien slog dørene op 1. september 1933 og har siden stået som omdrejningspunkt for mange århusianeres bade- og velvære-oplevelser. Huset er i dag fredet og fremstår som sådan som en unik historisk ramme for såvel nutidens som fremtidens badeoplevelser.



