Lucia-koncert på Århus Svømmestadion

Når du hopper i vandet mandag morgen på Århus Svømmestadion vil der ikke blot være vand i bassinet. På bassinkanten vil der være lys, korsang og Lucia-optog.

Koncert for fuld udblæsning

Lucia-optog og korsang forbinder man normalvis ikke med Århus Svømmestadion, hvor vand og motion er omdrejningspunktet.

Men mandag d. 14. december kl. 8.00 indtager 30-40 børn fra N.J. Fjordsgades skoles kor bassinkanten på Århus Svømmestadion.

Ledet af musikpædagog, Theresa Chichon, der til daglig underviser på Århus Svømmestadions RytmeRangle-hold, giver de 20 minutters koncert for fuld udblæsning med både toner fra guitar og klaver.

"Jeg er glad for, at vi, i samarbejde med lokalområdet, kan skabe en festlig oplevelse for vores gæster. Vi har tidligere haft arrangementer som dette, der kan overraske vores gæster positivt – ikke bare i bassinet men også på bassinkanten, bl.a. rockkoncert ved springbassinet og korsang i forbindelse med vores 40 års jubilæum. Lucia-koret vil uden tvivl få smil frem i bassinet og vi glæder os til at byde alle interesserede velkomne til dette arrangement.," udtaler daglig leder på Århus Svømmestadion, Katrine Hansfort.