Gå til sidens indhold
 

Praktisk info

Her på siden kan du få svar på nogle af de spørgsmål, vi ofte får stillet. Får du ikke svar på det, du søgte, er du velkommen til at skrive til os på info@vigirbyenpuls.dk


Aflastere

Aflastere til børn i aflastningsordningen kommer gratis ind i svømmehallen (glæder ikke Grossererbadet i Badeanstalten Spanien), når de følges med et barn i aflastningsordningen. Barnet skal betale almindelig børnebillet. Aflasteren skal fremvise deres ”Medarbejder tilgang”.

Badetøj

Rent badetøj

Af hygiejnemæssige årsager skal al badetøj være synligt rent, så vandet ikke svines til. Flere lag tøj såsom undertøj kan gøre det vanskeligt at sikre sig det. Dit badetøj skal være egnet som badetøj, derfor skal bade- og fodtøj være åbenlyst beregnet til badning og gerne være i et kunststofmateriale. Du kan leje badetøj i billetsalget.


Badetøj til babyer og børn
For at undgå uheld i vandet skal babyer og børn indtil de er fyldt 4 år eller indtil det tidspunkt, hvor barnet er ”sikker toiletgæst” være iført badeble og tætsluttende badebuks/badedragt med elastikkant ved lår og mave. Badeble og badetøj kan købes i billetsalget.
Vi opfordrer forældre til løbende at holde øje med bleen/badebuksen. Hvis uheldet er ude, så kontakt venligst livredderne, så de kan tage affære.

TAK fordi du vil hjælpe os med at vedligeholde den gode vandkvalitet!

Glemte sager

Har du glemt eller mistet noget i en af vores svømmebade, kan du kigge i vores kasser med glemte sager. Spørg i billetsalget, hvor du finder kasserne. 

Hygiejne i svømmebadene

Hjælp os med at vedligeholde vandkvaliteten og den gode badeoplevelse! 

Husk før du går i bassinet

  • Sæb dig godt ind og skyl dig grundigt – altid uden badetøj
  • Håret kan være fedtet og f.eks. indeholde voks eller lak.
  • Armhulerne er et af de steder, man sveder mest.
  • Hænderne berører mange ting og kan være en stor bakterie spreder – især efter toiletbesøg.
  • Under badetøjet kan der være 1.000.000.000 bakterier!
  • Fødderne samler ofte sved – desuden trives flere former for bakterier her.
  • Og om igen efter toiletbesøg...

Bakterier kan ikke ses

Ved mange bakterier i badevandet skal der bruges mere klor. Et øget forbrug af klor giver et dårligere indeklima i svømmehallen og irriterede slimhinder. Kun ved grundig afvaskning undgås bakterier i badevandet. Husk at skylle sæben grundigt af. Ved at følge ovenstående anvisninger bidrager du med, at et besøg i svømmehallen bliver en god oplevelse.

Løse hår i bassinet
For at sikre badevandskvaliteten anbefaler vi brug af badehætte. Alternativ skal du huske at skylle dit hår grundigt for at undgå løse hår i bassinet. Hvis du har langt hår, skal det op i en elastik.

Intimbarbering
Vi henstiller til at intimbarbering foregår hjemme i privaten.

Badetøj til babyer og børn
Hjælp med at undgå uheld i vandet giv din baby en badeble på og tjek jævnligt efter, om den trænger til at blive skiftet:

  • Babyer og børn skal indtil det fyldte 4 år eller indtil det tidspunkt, hvor barnet er ”sikker toiletgæst” være iført badeble og tætsluttende badebuks/badedragt med elastikkant ved lår og mave
  • Tjek jævnligt bleen
  • Hvis uheldet er ude, så kontakt venligst livredderne, så de kan tage affære, hvis noget skulle være kommet i vandet

Vores fornemmeste opgave er at give alle badegæster en god oplevelse i vores svømmebade - derfor håber vi, at I vil hjælpe os ved at efterleve vores hygiejneregler. God svømmetur!

Ledsagere og handicaphjælpere

Handicaphjælpere og handicapledsagere kommer gratis ind i svømmehallen, når de følges med en person med handicap. Legitimationskort skal fremvises og kan søges hos Dansk Handicaporganisationer (DH).

Regler og retningslinjer i svømmebadene

Generelt

  • Adgang til svømmebadet sker på eget ansvar. Du er således ansvarlig for din egen adfærd og dine ejendele – også når de er låst inde i skabet
  • Vis hensyn til de andre badegæster og følg altid personalets anvisninger
  • Det er tilladt at fotografere egen familie, når dette er aftalt med vores personale
  • Personer med smitsomme sygdomme eller væskende sår, har ingen adgang til badefaciliteter og bassiner
  • Vi skal gøre opmærksom på, at anlægget er røgfrit og at øl og spiritus ikke må medbringes

Lyseng Svømmebad, Badeanstalten Spanien og Aarhus Svømmestadion

  • Vi skal gøre opmærksom på, at børn under 8 år altid skal være ifølge en voksen - dette gælder også ved ophold i svømmehallen.
  • Børn fra 0-3 år skal altid være ifølge en voksen i bassinerne
  • Børn fra 8 år skal klæde om i eget køns omklædningsrum og kan komme alene i svømmebadet, hvis de kan svømme 100 meter uden hjælpemidler

Særligt i Gellerupbadet

  • Vi skal gøre opmærksom på, at børn under 15 år altid skal være ifølge en voksen - dette gælder også ved ophold i svømmehallen.
  • Børn under 8 år skal altid være ifølge en voksen i bassinerne
  • En voksen kan maks. have 4 børn med i svømmehallen
  • Børn fra 8 år skal klæde om i eget køns omklædningsrum

Særligt i Badeanstalten Spanien

  • Børn skal være ifølge en voksen (fra 15 år) i Grossererbadet

Spa - dampbad - sauna

  • Brug af badetøj i sauna
    Vi anbefaler af hygiejniske grunde, at alle der benytter sauna bruger et håndklæde til at sidde på. Der er ingen sundhedsrisiko forbundet med at have badetøj på i saunaen, hvis blot du går under bruseren først og skyller kloret ud af dit tøj og hår. Bemærk at saunaen i Gellerupbadet er inde i selve svømmehallen og for begge køn. Derfor skal badetøj benyttes.

 

  • Er du gravid?
    Hvis du er gravid, fraråder vi brug af spabad. Vandet i et spabad er varmere end i almindelige bade, derfor er der en større risiko for sygdomsfremkaldende bakterier, der kan give underlivsbetændelse hos gravide.

 

  • Har du dårligt hjerte?
    Har du dårligt hjerte, så fraråder vi brug af spabad, dampbad og sauna. Varmt vand kan medføre blodtryksfald, som kan give et hjerteanfald. Et fald i blodtrykket behøver ikke at give hjerteanfald, som regel vil det blot give svimmelhed og utilpashed, men hos folk med dårligt hjerte er der en risiko for et hjerteanfald.

  • Har du en luftvejslidelse?
    Har du en luftvejslidelse, er du meget følsom for damp og især de stoffer, der kan være tilsat, de kan give åndenød. Du skal derfor være påpasselig med brug af dampbad.

Studierabat

Det er blevet besluttet af Statsforvaltningen, at Aarhus Kommune ikke lovligt kan yde rabat til studerende.

Kontakt i stedet Aarhus Studenternes Svømmeklub (ASS) på www.ass.dk.

Kontakt

Aarhus Kommunes Idrætscentre

Kultur og Borgerservice

F. Vestergaards Gade 5, 2. sal

8000 Aarhus C

 

 

 
 

Opdateret: 01.2.2017

Afdeling: Kultur og Borgerservice

 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code
 

BYENS PULS 2017

Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad i 2017.
Sport og Fritid og Aarhus Kommunes Idrætscentre åbner dørene til
arrangementer for alle byens borgere.

Se vores aktiviteter